Om mig selv

Efter et langt og sjovt arbejdsliv er det dejligt helt at være herre over sin egen tid.

Min mand og jeg har heldigvis fælles hobby i musikken - og så nogle ting, vi beskæftiger os med hver for sig.  Vi er gift på 32. år, hvilket er rekord for os begge to, og har 8 børnebørn.  Det er mange.

Vi bor i et lille, ydmygt parcelhus fra de glade 60'ere, omgivet af en eventyrlig have, der garanteret er befolket af alfer og nisser. Den er som skabt til den årlige skattejagt for børnebørnene, og kan være både jungle og vikingeskov.

Jeg har altid været glad for sang og musik, og det optager en hel del af min tid. Visesang er mit hjertebarn, og jeg har gennem de sidste 40 år skrevet et hav af viser og sange.  Det er også blevet til en masse familie-musicals og andre forestillinger (se Forfatterskab) .

I begyndelsen af 70'erne spillede jeg i et lille danseorkester, men stoppede dér, fordi jeg blev syngepige i Bakkens Hvile i 1974. Der var jeg i 5 år. Så ringede Preben, vores trommeslager fra danseorkestret, en dag og spurgte mig, om vi ikke skulle tage ud og synge og underholde folk ? Den var jeg med på, hvis jeg kunne medbringe Anna-Lise, en kollega fra Bakkens Hvile.

Sådan blev Hø og Hakkelse til i 1976. Preben og jeg blev gift i 1977 - det ku' vi jo lige så godt.  11 år spillede vi på Bakken og sideløbende 20 år i Tivolis Vise-Vers-hus, hvor vi hver sommer havde 14 dage for fuld udblæsning. Da vi havde holdt 25 års jubilæum, sagde vi stop. Vi løber jo ikke så stærkt længere.

Selvfølgelig kunne vi ikke undvære det, så vi startede hurtigt op igen - denne gang som Bedsterne - hvilket vil sige, at vi har droppet alt hvad der hedder kostumer og rekvisitter. Vi har dog tøj på.

Som afveksling fra klaver og PC syr jeg Tasker i quilt - og synger på 5. år i Happy Gospel Choir i Ølstykke  http://www.happygospelchoir.com

Desuden akkompagnerer jeg seniorkoret Det tredie krydderi her i kommunen.

Seneste nyt er dukketeater med strømpedukker - se Eventyrkufferten  - og ikoner, som der måske snart kommer billede af.