Hø og Hakkelse
blev dannet i november 1976. Dengang var vi fire medlemmer.
I årenes løb har vi været både fem og seks, men de sidste mange år i gruppens 25-årige eksistens var vi tre - Anna-Lise, Gitte og Preben.
At berette udførligt om Hø og Hakkelses oplevelser og meriter vil dække mange sider, men i korte træk kan vi da berette, at vi startede i "Høkassen" på Bakken - det tidligere "Bakkens Købmand" og "Glade Gøglere", et sted, hvor væggene osede af gøglerminder. En dag om ugen afløste vi Lille Palle, der ellers trakterede sin harmonika hver aften til folkets fryd. Publikum så lidt mugne ud i starten, men vænnede sig hurtigt til os, og så kørte det deruda' i 8 år med skiftende restauratører. Tit havde vi 3 aftener om ugen, og så stod man jo op næste morgen kl. 05.30, fodrede børn og katte og gik på arbejde og lod som ingenting. Senere kom vi i "Kunstnerkroen" i 3 år, og så stoppede vi på Bakken.
Sideløbende optrådte vi fra 1979 - hvert år - i Tivolis Vise-Vers-Hus i 14 dage fra kl. 20.00 - 23.30. Der var fuld fart på og næsten ingen pauser, så vi tog som regel ferie i den periode, ellers kunne vi ikke rigtig få øjnene op om morgenen. (se fotogalleri)
Vi var også rundt i kongeriget, bl.a. boede vi det første år på Svelmø, en lillebitte ø mellem Fåborg og Svendborg, hvor vi så optrådte i Vester Skerninge Forsamlingshus om aftenen - og roede hjem midt om natten til øen ! Vi medbragte 6 drenge, 2 hunde + det løse. Vi var også et par gange hos Peter og Thorkil Vesth på Bornholm (se musikalske venner)
I Vise-Vers-Huset sluttede vi hver aften af med en afdeling godnatsange - iført henholdsvis stribet pyjamas og lange, ærbare natkjoler. Her er min egen Godnat til Tivoli med melodi af min yndlingsbror, Bent Broksø.
Godnat til Tivoli
Rådhusklokken har nu slået
11 sprøde slag.
Snart så slutter Tivoli endnu en herlig dag,
Harlekin har danset, Pjerrots store mund har smilet,
gamle, trætte ben har fundet bænke og har hvilet.
Is og slik blev gnasket,
Springvands-sprøjt har plasket.
I det muntre køkken kom 3 buler i en hat,
Og nu si’r gamle Tivoli godnat, godnat, godnat.
Plænen topped’ atter som en
menneske-magnet,
det er altid helt fantastisk, det, vi li’e har set,
Færgekroen sejled højlydt op og ned ad åen,
én og anden tegnebog tangered’ sin formåen.
Tabte ting blev fundet –
teddybjørne vundet,
og mit hår blev klistret ind
i candy-flosset vat,
men nu si’r gamle Tivoli
godnat, godnat, godnat…..
Mørket rammer alle de
kulørte lamper ind,
Smøgens gamle lykkehjul
går sidste gang i spinn,
her i Vise-Versen er vi ved
de sidste sange,
vi har haft det dejligt –
nu er klokken blevet mange,
snart bli’r lyset slukket,
så bli’r haven lukket –
hver går hjem til sit,
og du går hjemad med din
skat,
og SÅ si’r gamle Tivoli:
Godnat, godnat, godnat..….